Caroline havde altid følt en dragning mod uvejsomme skove og skjulte dale. Hun efterlod for længe siden det pulserende byliv for at bosætte sig i et håndbygget træhus ved kanten af en dyb kløft. Væggene i huset var konstrueret af bjælker, hun selv havde fældet i skoven, og taget var dækket af gran- og fyrretræsgrene, der gav en diskret camouflage mod nysgerrige blikke.
Om morgenen vågnede hun til fuglesang og lyden af vinden, der susede gennem trækronerne. Hun satte sig på den lille, slidte træstol ved køkkenbordet og kiggede mod de kringlede stier udenfor. Hun vidste, at dagens første opgave var at tjekke fælderne i den skovklædte dal. De var primitive, men effektive, og kunne give et enkelt måltid eller to. Selvforsyning var en kunst, hun havde tilegnet sig gennem hård træning og nitidigt studium af naturens ressourcer.
For at overleve trænede Caroline i at lave ild ved hjælp af flint og stål. Hun samlede også urter og svampe omhyggeligt ved anviste steder for at undgå giftige arter. Hendes rygsæk var altid pakket med et basis-overlevelsesgrej: et skarpt jagtkniv, en sammenfoldelig sav og en mindre førstehjælpskasse. Enhver lille fejlbedømmelse kunne blive fatal herude, men hun elskede følelsen af at være fuldstændig afhængig af sine egne evner.
En eftermiddag dukkede en forbipasserende vandrer op. Han var udmattet og havde mistet orienteringen i den tætbevoksede skov. Caroline tilbød ham vand fra sin lille opsamlingscisterne bag huset.
“Hvordan klarer du at bo så langt ude?” spurgte vandreren med skælvende stemme.
“Jeg finder ro i at leve med naturen i stedet for at bekæmpe den,” svarede Caroline og bød ham at sidde på en træstub nær bålet. “At leve isoleret er ikke let, men hver dag lærer jeg noget nyt om mine grænser og om skovens hemmeligheder.”
De sad ved bålet, mens skumringen sænkede sig, og Caroline forklarede, hvordan hun samlede regnvand og dyrkede små urter i en velbeskyttet del af skoven, hvor solen kunne skinne gennem løvet. Vandreren spiste taknemmeligt af de ristede svampe, Caroline havde fundet tidligere på dagen, og lovede at komme tilbage en dag med forsyninger som tak.
Da roen faldt på igen, og vandreren var taget videre, sad Caroline og stirrede ind i flammernes glød. Hun mærkede en dyb samhørighed med skoven: en form for forbundethed, der kun opstår, når man giver sig hen til naturens rytme. I den simpleste og mest rå af tilværelser følte hun sig endelig fuldkommen i live.