En sen sommeraften ankom dukkeføreren Mia til festivalen. Hun skulle optræde med sine håndlavede dukker. Festivalpladsen var fyldt med glade familier, gadelygter og musik. Alle ventede på det særlige dukkeshow.

Mia bar en stor trækasse med mekanik indeni. “Er alt klar?” spurgte hendes assistent, Emil, hvis øjne lyste af begejstring.

“Ja,” svarede Mia, mens hun tjekkede dukkerne i kassen. “Jeg har arbejdet på en ny historie. Jeg håber, folk vil føle spændingen!”

Da mørket faldt på, sænkede stilheden sig. Mia tændte en lille lampe ved scenen. Det klare lys ramte dukkerne, der lignede levende væsener. Under forestillingen dansede dukkerne hen over den lille scene. Pludselig hørte man et mystisk bump bag gardinet.

“Emil, hvad var det?” Mia hviskede nervøst og kiggede mod den mørke baggrund.

“Jeg ved det ikke,” sagde Emil bekymret. Han listede ud bag scenen og så en dør, der stod på klem. Derinde gemte sig en stor skygge.

Mia og Emil kiggede på hinanden. De turde knap nok trække vejret. Med rystende hænder gik Mia langsomt frem. Pludselig sprang en kat ud, og publikum gispede. De lo lettet, da katten sprang væk. Showet fortsatte, og alle klappede højt til slut.

Efter forestillingen fortalte Mia historier til de nysgerrige børn. “Fortæl os mere om mekanikken i dukkerne!” råbte en dreng. Mia smilede og viste, hvordan tråde, tandhjul og små hængsler fik dukkerne til at bevæge sig. Denne nat ville folk sent glemme, for spændingen havde holdt dem fanget i dukkernes magiske verden.