Indledning

Johan strammede sin hjelm, mens han forsigtigt kiggede ud over den støvede dal. Han vidste, at fjenden gemte sig i udkanten, hvor mørket faldt. En storm var på vej, både i luften og i hans sind.

Første tegn på fare

Pludselig fik Johans radio en svag forbindelse: “Enhed Otto, er du klar til indsats?” spurgte en dyb stemme. Johan holdt vejret et sekund: “Ja, jeg er på plads. Venter på ordren.”

Planlægning af strategi

Kaptajnens stemme kom gennem knitrende statisk støj: “Gruppe Alfa dækker højre flanke, mens Gruppe Bravo sikrer venstre. Johan, du går midt imellem dem for at forstyrre fjendens bevægelser. Brug dine granater klogt.”

Den nye strategi var risikabel, men Johan var besluttet på at følge sin ordre. Han tjekkede sin riffel og sikrede, at magasinet var fyldt. Han lagde en hånd på den granat, han havde i bæltet. Adrenalinen steg.

Tvetydig stilhed

Efter en kort march rykkede Johan tættere på den ensomme bakke, der skilte dalen i to. Her ventede han i dækning bag et forfaldent hus. Skudsalver lød længere væk, men her var alt uhyggeligt stille. Pludselig hørte han fodtrin bag sig.

“Er det dig, Axel?” hviskede Johan. Intet svar. Han vendte sig om med svedige håndflader og løftet våben. En mørk skikkelse dukkede frem af skyggerne.

Det afgørende øjeblik

“Stop! Giv dig til kende!” råbte Johan, klar til at affyre sin riffel. En kort stilhed hang i luften, før stemmen svarede: “Johan, rolig. Det er mig, Axel.” Synet af den velkendte uniform fik Johan til at ånde lettet op.

“Vi har fanget to fjendtlige vagter ved bakkens kant. Vi er nødt til at dirigere dem væk, så de andre kan rykke frem. Er du med?” spurgte Axel.

Johan nikkede og måtte samle al sin modstandskraft. Sammen bevægede de sig mod det næste mål—fulde af frygt, men også beslutsomhed. Kampen ventede forude, og begge vidste, at skæbnen aldrig var sikker på en slagmark.