Felicia stod bag tæppet med hjertet i halsen. Hun skulle om lidt øve sin akrobatikrutine sammen med sine cirkuskolleger. Gulvet var dækket af måtter, og luften var fyldt med spænding. Inden hun trådte frem, tog hun en dyb indånding for at samle mod. Hun tænkte på de mange timer, hun havde brugt på træning, balanceøvelser og gentagne forsøg på at forbedre sit nummer. Nu var det tid til at vise, hvad hun kunne.

“Er du klar, Felicia?” spurgte Leonardo, der var cirkussets dygtige jonglør. Hans blik var venligt, men man kunne se, at han også var nervøs. “Jeg har aldrig været mere spændt i hele mit liv,” svarede Felicia og gned hænderne mod sine bukser for at fjerne sveden. “Men jeg tror på, at vi kan klare det!”

Hun begyndte med en serie af saltoer hen over gulvet, mens de andre artister heppede. Derefter kom hendes sværeste stunt: en baglæns salto på en strakt line. Nok var hun vant til at træne hver dag, men følelserne blandede sig i dag med frygt for at fejle. Hun mærkede dog også en stærk vilje til at lykkes.

Cirkusdirektøren overværede træningen med et stolt smil. Han vidste, at Felicia kunne levere et uforglemmeligt nummer, hvis hun fik den rette støtte og opmuntring. Hver eneste artist i cirkusset hjalp hinanden, gav gode råd og delte positive kommentarer.

Da Felicia endelig landede sikkert efter sin sidste salto, brød applausen ud i hele manegen. Hun følte en blanding af lettelse, glæde og stolthed. “Godt gået!” råbte Leonardo og løftede armen til en high-five. Felicia gengældte smilet. “Tak, uden jeres opbakning havde jeg ikke haft styrken til at fortsætte.” Og netop den holdånd var hemmeligheden bag cirkussets succes: Når man står sammen, kan selv den mest udfordrende akrobatik blive til et storslået show.