Kjeld tændte for lampen over sit arbejdsbord. Den hvide kittel var allerede dækket af små pletter fra dagen før, men han var for opslugt af sit nye eksperiment til at skifte den. Hans mål var at opdage en ny kemisk reaktion, der kunne ændre måden, man fremstiller medicin på.

“Laura, kan du række mig den pipette?” spurgte han. Hans kollega, Laura, stod i den anden ende af laboratoriet og sorterede prøveglas med sitrende hænder. “Selvfølgelig,” svarede hun, mens hun kiggede sig nervøst omkring.

Kjelds metode var simpel men systematisk. Først skulle han måle temperaturen i glasset ved hjælp af et digitalt termometer, dernæst tilføje et par dråber af en skyblå væske. Han førte langsomt pipetten hen over kolben, men i samme øjeblik spurgte Laura med hviskende stemme: “Hørte du det?”

Et metallisk klik gav genlyd gennem laboratoriet. Kjeld stivnede. Han havde efterladt døren låst og al elektronik slukket undtagen lampen over bordet. “Jeg har en dårlig fornemmelse,” hviskede Laura.

De fortsatte eksperimentet, men usikkerheden gnavede i dem. Tilsætningen af den blå væske fikk kolbens indhold til at boble kraftigt. Pludselig opstod en rystelse, og kolben faldt ned af holderen. Indholdet bredte sig ud over bordet. Kjeld nåede lige at gribe en sugende klud, men en sur lugt spredte sig.

“Vi er nødt til at notere alle variabler korrekt,” sagde Kjeld fast, mens han skrev sine observationer i notesbogen. Den uventede hændelse kunne have påvirket forskningsresultaterne. Alligevel var han overbevist om, at de var meget tæt på noget banebrydende.

“Vi skal gentage eksperimentet i morgen,” sagde Laura og kastede et blik over skulderen mod døren. “Men først bør vi finde ud af, hvem der kan have været herinde.”

Spændingen hang i luften, og de vidste, at den sande opdagelse først ville komme, når de turde tage den næste, afgørende prøve. De satte det sidste udstyr på plads og forlod laboratoriet med bankende hjerter.