Kaptajnens Surreelle Submarineventyr

Den gamle ubåd U-Volapyk var ikke ligefrem kendt for sin skønhed. Skroget var rustent, og elektronikken virkede kun halvt, men besætningen var alligevel ivrig efter at dykke langt ned i dybderne. Kaptajn Henning, der stolt bar en hat med guldstriber, opdaterede holdet hver morgen med dagens ruteplan. Hvis man ignorerede hans ofte sære vittigheder, var han faktisk ret dygtig til sit job.

Forberedelserne

I maskinrummet arbejdede maskinmester Ingrid på højtryk med at kontrollere motorerne. Hun mumlede:

“Hvis der er noget, der kan gå galt, så sker det jo altid, når jeg endelig har tid til en kaffe!”

Netop som hun havde sagt det, hørte de alle en sær lyd fra dybet – en slags klukkende gurglen, der mindede mere om en grinende sæl end om et mekanisk problem. Ingrid rystede på hovedet og skruede igen på en af ventilerne.

Dybets Univers

Da ubåden dykkede ned, blev vandet omkring dem hurtigere mørkere, og trykket steg. De sejlede forbi enorme undersøiske slugter og så skønne koralrev, der glødede i uvante farver. Marinebiolog Anders kunne slet ikke skjule sin begejstring:

“Det her er enestående! Se lige de små fisk, der ligner glødende lommelygter! Jeg anede ikke, at de fandtes i grupper her.”

Hvert eneste nyt syn vækkede opsigt blandt besætningen, men mest af alt elskede Anders at kommentere på de mere skøre kreationer i dybet — som den kæmpestore klumpfisk, der roligt svømmede forbi og stirrede dumt tilbage.

Et komisk sammenstød

Pludselig lød et kraftigt rabalder i ubådens forreste sektion. Kaptajnen fløj op af sin stol og næsten tabte sin hat i farten.

“Hvad i alverden skete der? Har vi ramt en hval? Eller… en meget arrig havkat?”

Styrmand Gitte gav sig til at grine mens hun pegede på sonarskærmen:

“Ikke ligefrem, kaptajn. Vi har ramt vores egen bugseringskæde! Den sad i klemme, og nu er den viklet ind i en gammel fiskenet. Det er vist mere flovt end farligt.”

Mens de forsøgte at frigøre ubådens forparti, kunne man høre en masse brok og sjove kommentarer fra hele besætningen. Selv kaptajnen kunne ikke lade være med at fnise lidt — selvom han selvfølgelig gjorde det i skjul.

Sammenholdet styrkes

Da den akavede situation endelig blev løst, brød jublen løs. I isolation under havets overflade var hverdagens små fiaskoer nemlig den rene underholdning. Samarbejdet blev kun stærkere. Ved fælles indsats fik de tjekket for lækager, repareret et par løse bolte og derefter fortsat ekspeditionen. Anders slyngede straks en munter bemærkning i luften:

“Hvem havde troet, at det største mareridt på bunden af havet var en stædig fiskenet? Det er da i hvert fald billigere end at holde et akvarium!”

Alle grinede, og ubåden fortsatte eventyret dybere ned. Selvom de var længe væk fra sol, frisk luft og andre mennesker, beviste de, at også selvom man befinder sig i et trangt, lydsvagt rum kilometer under havets overflade, kan man stadig finde masser af humor.

Nedtur med et glimt i øjet

Efter mange timers sejlads i mørket holdt kaptajnen en pause fra sine opgaver:

“Folks, I skal høre en af mine bedste vittigheder,” sagde han, mens han skævede over til Gitte, der rystede på hovedet. “Hvad kalder man en fisk uden øjne? F-sh!”

Selvom vittigheden var ældgammel, udløste den spredte grin. Efterhånden gik det op for alle, at humøret var lige så afgørende som teknisk snilde i de dystre havdyb. Mellem problemer med trykkamre, saltvandspumper og havbiologi var deres gode humør det, der i sidste ende holdt dem alle sammen.

Og sådan fortsatte rejsen i U-Volapyk — med spøgefulde bemærkninger, et unikt fællesskab og skæve oplevelser, der mindede dem om, at et godt grin ofte er det vigtigste redskab, når man er fanget sammen i dybet.