Morten havde aldrig troet, at hans job som IT-tekniker skulle lede ham til en middelalderlig landsby. Men efter at have trykket på en stor, blinkende knap — som han selvfølgelig troede var en kaffemaskine — fandt han sig selv stå ansigt til ansigt med en bedugget vagt i rustning.

“Stop, hvem er du? Har du en kongelig tilladelse?” råbte vagten og viftede truende med sit spyd.

Morten kiggede forvirret på ham. “Øh… jeg er lige dumpet herind ved et uheld. Ved du, hvor jeg kan finde en stikontakt?”

Vagten lignede en, der aldrig havde hørt om elektricitet. “Du taler i gåder! Kom med til borgen, måske kan ridderen afklares.”

Mens de gik gennem landsbyen, kunne Morten ikke undgå at spekulere på, hvordan en kop cappuccino mon ville blive modtaget her. Synet af de stråtækte huse og de åbne ildsteder føltes som at træde ind i en historiebog. Tæt ved torvet stod en gammel skiltmester, som ihærdigt forsøgte at charmere en forbipasserende.

“Hvordan i alverden overlever folk her?” mumlede Morten for sig selv. Han begyndte at frygte for sine egne overlevelsesevner, da han blev klar over, at hans smartphone var helt død — og ingen oplader i nærheden.

Heldigvis mødte han kort efter en klog kvinde, som kaldte sig Helga. Disse dage fungerede hun som både helbreder og altmulig-korrespondent for kongen.

“Du kommer fra en anden tid?” spurgte hun overrasket. “Du må lære at hente vand ved brønden, finde brænde til at lave mad, og vigtigst af alt: undgå at fornærme kongens kok. Han tager sin gryderet vældig alvorligt.”

Morten grinede nervøst. “Måske skal jeg også lære lidt kampkunst — og ja, hvordan jeg kommer hjem igen?”

Helga smilte og pegede mod en forfalden stenkælder. “Der er en gammel legende om en ‘tidskapsel’ gemt i de underjordiske gange. Hvis du kan reparere den, kan du måske vende tilbage til din moderne hverdag.”

De listede forsigtigt ned ad de mørke trapper, og ganske rigtigt fandt de en stor cylinder, dækket af støv og rust. Morten genkendte noget, der lignede en avanceret knap, som nok ville udkonkurrere enhver kaffemaskine.

“Lad os se, om jeg kan sætte fut i tidsrejsen igen,” sagde han og rodede med nogle elektroniske komponenter, der var gemt i det gamle metal.

I løbet af et par timer lykkedes det ham at påkalde en kraftig energiudladning, som fik gulvet til at ryste. Helga kiggede skeptisk på ham.

“Jeg håber, den sender dig tilbage til en verden, hvor du endelig kan få den der cappuccino.”

Med et blink forsvandt Morten i et farvestrålende lysglimt — og stod kort efter igen på sit kontor med en slukket kaffemaskine foran sig. Han tjekkede sin telefon: “Ingen beskeder? Jeg har vist lige været borte i en hel middelalder.”

Døren åbnede sig, og hans chef stak hovedet ind. “Var der noget galt med kaffemaskinen?”

Morten smilede skævt: “Lad os bare sige, den har brug for en ny sikring… og jeg har brug for en ekstra feriedag!”

Han forlod lokalet med en stille taknemmelighed for gode overlevelsesevner, nye venner i en svunden tid og en viden om, at selv den mest forvirrende rejse kan føre til en god historie.